STUDIETUR

FØLELSEN AF AT BLIVE IGNORERET

Jeg forbereder jer lige på at dette indlæg bliver lidt deprimerende, men skal bare lige ud med min irritation.

Kender I det når man virkelig bare føler at man bliver totalt ignoreret? Den følelse har jeg ret meget her for tiden og det er udelukkende i skolen at jeg føler dette. I ved hvordan man nærmest i alle klasser bare har nogle enkelte personer som man altid er sammen med, snakker med og arbejder sammen med. Jeg har to piger i min klasse som jeg altid er sammen med. De er rigtig søde og indtil nu har vi altid arbejdet rigtig godt sammen og kommer normalt rigtig godt ud af det med hinanden. Men det seneste stykke tid, faktisk næsten siden vi startede i skole efter sommerferien, har jeg følt at jeg bliver skubbet ud af vores lille “gruppe”. Jeg har følelsen af at når vi skal arbejde sammen om noget skolerelateret, så er det mig der skal sørge for at vi kommer i gang og får lavet noget. Det er jeg efterhånden temmelig træt af, da det vel er logisk nok at vi alle sammen skal deltage i arbejdet. Da jeg ikke er typen der bare siger sådan nogle ting til folk tænkte jeg, at jeg bare vil begynde at lave tingene alene i stedet for at arbejde sammen med dem. Men efter jeg er begyndt at gøre det, er det som om at de ikke rigtig gider snakke med mig mere. De går sammen i kantinen i pauserne, uden at spørge om jeg vil med dem. På samme måde i pauserne, sidder de to sammen og snakker, uden at inddrage mig i deres samtale. Jeg sidder faktisk bare ved siden af dem med min mobil, uden at kunne være med i samtalen.

Det lidt komiske ved det hele er at nogle dage vil de gerne snakke med mig, og vi kan have det rigtig sjovt og hyggeligt sammen – ligesom i “gamle dage”. Og andre dag er det som jeg lige har beskrevet, at de helt lader som om jeg er luft. Det er meget sårende og det gør at jeg overhovedet ikke har lyst til at tage i skole, og når jeg er i skole er det eneste jeg kan tænke på, hvornår jeg skal hjem igen.

Jeg tager på studietur med klassen på søndag og der skal de to piger også med. Jeg er meget nervøs for at jeg vil blive meget ignoreret der også, hvilket slet ikke vil være sjovt da vi er et totalt fremmed sted og jeg har ikke mulighed for bare at tage hjem. Jeg skal også bo på værelse med dem, men på en måde havde jeg håbet på at komme på værelse med nogle andre, så jeg ikke ville skulle tilbringe så meget tid med dem. Jeg håber dog meget på at Rom vil kunne påvirke os allesammen positivt, så vi kan have det sjovt sammen og de forhåbentlig ikke vil trække sig så meget væk fra mig. Man kan håbe på at det hjælper at vi er væk fra skolen og i andre omgivelser.

Jeg beklager igen at det er blevet et lidt langtrukkent og måske kedeligt indlæg, men synes jeg ville dele min “oplevelse”, da der måske sidder andre derude som har oplevet noget lignende det samme.

Hvis der gør, hvordan håndterede I så den situation? Har I nogle gode råd til hvad jeg kan gøre?

– Stine

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STUDIETUR